|
|
|
|
Det er svært at måle, hvor meget den psykiske faktor spiller ind ved forskellige smertetilstande. Nogle gange er det måske blot nogle få procent, andre gange ligger procenten måske i nærheden af de 100. Ligger procenten højt, er det ensbetydende med, at der ikke er særlige legemelige forklaringer på sygdommen. Det er psyken, der i stedet producerer smerter. Ofte er der en sammenblanding af en fysisk årsag til smerten og så den psykisk betingede måde, vi reagerer på, når vi har ondt. Og den psykiske måde er under indflydelse af sociale forhold. Slår vi benet, kan vi reagere forskelligt på det. Nogle lader som ingenting, og fortsætter med det de var i gang med. Andre skriger højt og søger trøst hos andre. De har lært denne reaktion gennem deres opvækst. Var der ingen, der trøstede tidligere, var der heller ingen grund til at søgetrøsten. Atter andre får et langvarigt smerteproblem ud af situationen, fordi slaget tilfældigvis kom til at passe ind i en utilfredshed med noget helt andet.
Ved kroniske smertetilstande spiller personens psykiske udrustning en stor rolle for smertens omfang. Den neurotiske triade med tilbøjelighed til hysteri, hypokondri og depression er en dårlig ballast. Der er udsigt til en langvarig smertetilstand, og forskellige behandlingsforsøg er næsten på forhånd dømt til at mislykkes. Angst, depression eller vrede forstærker også oplevelsen af smerter. Ved kroniske smertetilstande oplever 82 % angst medens 71 % oplever depression. Tidligere dårlige erfaringer med smerter virker også i ugunstig retning, når fremtidsudsigterne skal vurderes.
Vi er præget af, hvordan vi har set, andre reagere i forskellige smertetilstande. Vi har også gennem årene fået lavet nogle måder at reagere overfor smerten på ud fra den tilbagemelding, vi har fået på vor smerteopførsel. Vor måde at reagere på er blevet forstærket, og ubevidst har vi med smerten måske forsøgt at undgå eller søgt at opnå en bestemt situation, når lejlighed bød sig. I andre situationer er vor smerteopførsel måske søgt bremset.
Der er forskellige faktorer, der er med til at forhøje den smerte, man mærker. De neurotiske triade forværre smerten. Jo ældre og jo mere man ryger, jo højere smerteregistrering. Jo flere kirurgiske indgreb og jo længere tid smertetilstanden i det hele taget har varet, jo højere smertescore. Din egen læges vurdering af smertesituationen spiller også ind. Hans holdning vil være med til at præge din smerte. Men først og fremmest er det din egen holdning til smerten og faktisk til hele livet, der afgør, hvordan dit smerteforløb bliver.
Hele samfundets struktur spiller på en mangfoldig måde ind idet enkelte individs måde at reagere overfor smerter. Men også for om der opstår smerte. Er man vant til at klare problemer selv? Skal man have hjælp af familien, venner eller lægen? Er der råd til at gøre noget ved smerten? Opfattes smerte som et onde, eller som en udviklingsmulighed? Mange andre forskellige spørgsmål kan trænge sig på.
Når først skaden er sket, påvirkes vi af smerten. Er den langvarig, afløses den i stedet af lidelse. Vor sjæls opbygning, smerteindlæringen, kulturelle og sociale forhold afgør, hvordan smerteadfærden bliver. Smerteadfærden er den, andre ser og hører. Men den er også den adfærd, du selv opfatter, når du er alene. Billedet af en sten, der kastes ud i vandet, svarer til reaktionen på en smerte. Skal stenen/smerten være årsag til høj søgang? Du er selv med til at vælge. Du bliver syg Hvad sker der, når du bliver syg? Der opstår en angst for, hvor alvorligt er tilfældet, hvor lang tid vil det tage, hvilke konsekvenser får det? Efterhånden bliver du ked af det, og du føler dig mindreværd. Dine omgivelser reager hen ad vejen negativt. Og jo længere tid det har varet, jo mere fastlåst bliver du i dit nye billede af dig selv som smertepatient. Efter 1 mdr blive din sygerolle måske allerede kronisk og uforanderlig. Du er blevet afhængig af din samlever, og antallet af rigtige venner er måske skrumpet ind. Lægen er også blevet en vigtig person i dit liv. Arbejdskammeraterne begynder at glide ud. Deres liv skal jo leves videre. Og en anden bliver sat til dit arbejde. Den tiltagende sociale isolation gør dig mere sårbar og depressiv. Du bliver mere opmærksom på din krop og de forskellige signaler, der sendes ud fra den. Der kommer flere skiftende symptomer, der gør dig mere usikker og angst. Nattesøvn bliver dårlig. Og din tiltagende psykiske udmatning sænker din smertetærskel, og du får mere ondt. Den onde cirkel kører videre. Dit korthus er væltet. Du befinder dig i en krise.
Der skal både en almindelige psykologisk og en mere specifik smerteterapi til. Det er vigtigt at få mulighed for at fortælle om sine problemer. Få snakket og grædt, når der er brug for det. Det giver luft. Cognitiv terapi, hvor oplysning og information om den smertegivende lidelse og mulighederne på længere sigt, har til formål at påvirke dine tanker om smerten. Angst og depression kan derved begrænses. Adfærdsterapi bruges til at stimulere de sider, der fungerer hos smertepatienten. I stedet for at belønne smerteadfærden med måske medlidenhed, belønnes den adfærd, der fører i en positiv retning. Gestaltterapi har til formål at nå til en accept af situationen. For at nå dertil er patienten selv nødt til at tænke over situationen og danne sig sine egne konklusioner udfra de givne oplysninger. En gestalt er en afsluttet hændelse, og det er derfor nødvendigt at få afsluttet et ulykkeligt smertegivende forløb. Man kan skrive et brev tilden afdøde, eller man nedfælde sine overvejelser om angsten for smerterne. Man kan prøve at sammenligne smerterne med en løve. Hvad skal man være bange for? Og hvad behøver man ikke være bange for? Det smerten begrænser, er det "hvad du ikke kan" - eller" det du ikke vil" ? Det hjælper at tage stilling, selv om det måske gør ondt. Afspænding og mental træning stimulerer egoet, selvtilliden bygges op, og smerten kan bedre overhøres. Mental sundhed Når du har opnået mental sundhed, er du klar til at skabe noget og udvikle dine evner. Der er nogle basale grundmotiver, der skal være i orden for at nå dertil. Kroppen skal være uden smerte, og det nytter ikke at sulte eller tørste. Hvis der ikke er brød, er der heller ingen grund til skuespil. Det følelsesmæssige skal være på plads. Ingen frygt for smerte eller for tilbagefald af nye smerter. Når disse 2 grundmotiver er i orden, er der så mulighed for nye sociale kontakter med omgivelserne. Og tilbage i gruppen opstår efterhånden en trang til selvhævdelse, præstation og magt. Som det øverste trin på den mentale stige opstår aktivitetsmotivet med behov for at sanse, at bevæge sig, at være nysgerrig, at søge spænding og være kreativ. Opstår der konflikter mellem 2 trin, vil det laveste trin på stigen vinde. Og man må blive der, indtil man har fået opfyldt behovene på dette trin. Indtil da vil der ikke være ressourcer til mere overordnede mål. |
Send e-mail med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted til dr.robert@dadlnet.dk
Sidste opdatering 15-2-2020
|
