|
|
|
|
Ordet kræft i sig selv lyder grimt. Lidt lige som "hold kæft". På tysk kaldes det Krebs, et ord, der heller ikke er så følelsesladet som kræft. Ved at bruge betegnelsen cancer kan man begrænse det lydmæssige ubehag af selve ordet. Derfor vil jeg anvende ordet cancer i dette kapitel. De fleste forbinder cancer med stort ubehag. Cancer opfattes som en uhelbredelig sygdom, der får patienterne til at lide af svære smerter. Behandlingerne kan være ubehagelige, og måske ender man som morfinmisbruger. Cancer opleves som udfærdigelsen af en dødsdom. Sådan er der så mange myter om cancer. Ikke sådan at forstå at der ikke er nogle, der skal igennem et svært forløb. Men så langt fra for alle. Og der er ikke nogen, der på forhånd kan sige, hvordan et cancerforløb bliver. Der kan selvfølgelig siges noget om, at i følgestatistikken er der den og den risiko for at dø inden for 5år. Men den samme statistik siger også noget om, hvad chancen er for at leve efter 5 år! Der er faktisk mange, der bliver helt 100% kureret for deres cancer. Og lægevidenskaben gør til stadighed nye landevindinger, der kan komme cancer-patienten til glæde. Og hvorfor skulle man ikke lige så godt tilhøre den gruppe, det går godt - indtil det modsatte eventuelt skulle blive bevist?
Der er imidlertid ikke noget unaturligt i, at man begynder at tænke over livet og døden. Det kræver selvfølgelig, at man er informeret om sin sygdom. Hvis din bil er gennemrusten, vil du sikkert sætte pris på, at du får det at vide. Det kunne få betydning for, hvordan du ville disponere. Både på kort og længere sigt. En betænksom mekaniker kunne synes, at du var bedst tjent med ikke at vide, hvor galt det stod til med kareten, men hvad mener du selv? Nu skal cancer ikke sammenlignes med rustne biler. Det er mere princippet om information. Så skal du på nogen måde være med til at indgå som en aktiv del i behandlingen af dig selv, må det være en ret at blive korrekt informeret. Ellers får du ikke muligheden for at forholde dig til livet og døden i din aktuelle situation. Alle burde forholde sig til døden. Som en naturlig afslutning på livet. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid blive ved med at være - på trods af lægevidenskabens fremskridt. Men de fleste skyder tanker om døden fra sig, medmindre der sker specielle hændelser. Og diagnosen cancer kan altså være en sådan hændelse. Man får helt naturligt muligheden for at tage sit liv op til overvejelse. Er der noget, der skal laves om? Det kunne være med ‚n selv i forholdet til et stressende arbejde, eller i forholdet til familien eller pengesager. Er forsikringerne i orden eller er der specielle forhold, som andre kan haveglæde af at kende til, hvis.... Det har ikke noget formål at give op eller miste modet. Selvfølgelig er det synd, at man er angrebet af cancer. Men medlidenhed og selvmedlidenhed kan desværre ikke rigtig bruges til noget konstruktivt i cancer-forløbet. Tværtimod!
For at mobilisere mest mulig styrke hos cancerpatienten er det nødvendigt, at omgivelserne støtter så godt som muligt. Går man og lusker med diagnosen, er der ingen, der rigtig ved, hvordan man skal forholde sig, og det hele bliver let fremmedgjort og kunstigt. Lad os antage, at cancerpatientens pårørende kender den rette diagnosen. Vedkommende skal være utrolig dygtig som skuespiller for at skjule sin ændrede holdning i forbindelse med sygdommen. Så derfor vil patienten alligevel fatte mistanke. Men det bliver en gåen rundt om den varme grød - uden at der bliver mulighed for at komme hinanden til undsætning. Er der hjemmeboende børn, kan de sagtens klare at være med i forløbet. Mange gange tager børn væsentlig mere fornuftigt på problemer, som voksne har svært ved at håndtere. De har nemlig endnu ikke lært at forstille sig. Humoren er en god kilde til at overleve på trods af livets tilskikkelser. Så det er med at dyrke de lyse sider i tilværelsen. Vittigheder kan bringe alvorlige problemer ned på et plan, hvor de bliver afdramatiseret. Tænk blot på hvordan AIDS-problematikken i starten lagde en tunge kåbe af usikkerhed hen over landet. Først da der begyndte at opstå små jokes omkring sygdommen, begyndte folk at ånde lettet op igen. De kunne derved tage afstand til sygdommen. Jo mere galgenhumoristisk jo mere afslappende. Det drejer sig så om at finde en balance, hvor tilstanden ikke forfladiges, fordi den køres ud på overdrevet. Vennerne har ved åbenhed mulighed for at støtte begge ægtefæller. De kan komme og være med til at bringe opmuntring, for selv om cancerpatienten har accepteret sygdommen, kan der være perioder, hvor der er mere brug for opbakning end andre. Cancerpatienten får derved mulighed for at bearbejde sin angst og hjælpeløshed, og den sociale diskriminering, der sommetider kan opfattes som en social død, undgås, når vennerne fortsat bakker op. Patienterne har nogle sociale rettigheder i forbindelse med deres arbejde. Rettigheder som selvfølgelig afhænger af sygdommens intensitet. Socialrådgivning til afhjælpning af forskellige indskrænkninger må være en naturlig ting. Det kan være erhvervelse af invaliditetsydelse eller en førtidspension. Længere henne i forløbet kunne det eventuelt være behovet for tilskud til medicin og hjemmehjælp eller -pleje.
Næst efter døden anses smerten for det mest frygtindgydende ved cancersygdomme. Men smerten er ikke tilstede hos alle. Kun 1/3 af alle tilfælde kræver morfin, noget hyppigere hvis sygdommen fører cancerpatienten ind i terminalforløbet. Hyppigst er der smerter, når der er knoglesvulster, hvor det ses hos 85%. Hos patienter med leukæmi og svulster i æggestokkene er hyppigheden helt nede på nogle få procent.
I det tidlige forløb er det kirurgi og eventuelt strålebehandling, der er mest relevant. Måske skal der suppleres med kemo(terapi). Kemoterapien har til formål at slå de syge celler ihjel, men pgra dosismængden kan det også gå udover de raske celler i kroppen. Det kan for en overgang give Yul Brunner frisure, hvor nogle vælger at bruge paryk. Seksuallysten kan aftage, og der kan være ubehagelig kvalme og opkastning. Træthed og nedsat modstandskraft over for almindelige forkølelser og lignende banale infektioner er andre bivirkninger. En anden side af cancerbehandlingen er smertebehandlingen. En hjørnesten i smertebehandlingen er at vurdere den totale smerte. Det drejer sig både om den fysiske og den psykologiske smerte, men også om den sociale og åndelige smerte. For at opnå en tilstrækkelig smertebehandling skal der med andre ord foretages en helhedsvurdering. Er der brug for en præst eller en psykolog eller begge dele. Hvornår skal de sociale myndigheder ind i billedet. Eller hvor meget kan egen læge klare udover at formidle den medicinske behandling? I princippet er smertebehandlingen ikke anderledes end smertebehandling af andre smertegivende tilstande. Udover selve den fysiske smerte er der ofte søvnforstyrrelser, madlede og personlighedsforandringer. Patienten bliver måske indadvendt og depressiv. Medicinsk smertebehandling Når man kender diagnosen og dermed årsagen til smerten, er det vigtigt at få registreret smertens sværhedsgrad. Smerten kan vurderes ud fra et smerteskema, hvor man inden for døgnet registrerer smerten på en skala fra 1 - 10. Ofte vil smerten følge en døgnsvingning, hvor der ses størst smerteintensitet om aftenen. Smertebehandlingen skal så sigte mod at ramme disse individuelle udsving. Og gerne således at næste dosis gives inden der kommer smerter. Dette opnås ved at give medicinen, uden at der er for store intervaller. Det er altid patienten, der kan mærke, om det gør ondt, og for at få et rimeligt forløb må dette respekteres af behandleren. Når der er behov for det, må dosis øges, eller der må skiftes over til andre mere kraftigt virkende stoffer, eventuelt i forskellige kombinationer. Samarbejde mellem patient og terapeut er altafgørende foret gunstigt forløb, dvs at åbenhed endnu engang er en væsentlig faktor. Patienten må forvente af få en forklaring om den aktuelle medicinske plan, for at denne skal blive en succes. Den smertestillende stige Den findes et hav af forskellige smertestillende medikamenter. Noget er i håndkøb, men det meste er på recept, og noget af dette er på narko-recept. Inden for den smertestillende stige betragter man de forskellige smertestillende præparater efter deres måde at virke på. Øverst på stigen har man de såkaldte perifert virkende stoffer. Det er dem med acetylsalicylsyre og paracetamol, og deres virkning er moderat. Et af præparaterne i denne gruppe kan bruges, evt kan der ved muskel- eller knoglesmerter suppleres med gigttabletter. En væsentlig ting for at kunne vurdere virkningen er, at man når op på den fulde døgndosis. Men er virkningen ikke tilstrækkelig må man bevæge sig videre på stigen. Næste trin er de mildere centralt virkende som kodein eller dextropropoxifen. De kan kombineres med ovenfor nævnte. Dextropropoxifen er i miskredit, fordi det har givet anledning til dødsfald hos narkomaner ved mindre overdosering, men anvendt korrekt er det stadigvæk - som tidligere - et udmærket stof. Herefter følger morfin. På samme trin kan anvendes temgesic eller metadon. Vi er her ovre i den tunge gade, hvor der de første dage kan være tale om en del sløvhed efterbehandlingen, men det plejer at klinge af. Det samme er tilfældet med kvalme og opkastning, men der kan dog gå 1-2uger førend medicinen tåles. Ofte følger der en kraftig forstoppelse med denne medicin, så der skal gives et eller andet tilskud i form af afføringsmidler. Ovennævnte kan gives som tabletter eller mikstur. Temgesic som tabletter, der blot skal opløses under tungen. Er kvalmen et problem, kan medicinen gives som stikpiller. I terminalforløbet kan det blive nødvendigt med injektioner. Epiduralkateter er et kateter, der er ført ind i rygmarven. Gennem dette sprøjtes der uden problemer morfin ind i ryggen. Det har ikke så mange bivirkninger som andre former for morfin, og det er lettere at give. Kateteret bliver anlagt under indlæggelse på sygehuset, og da det er ret nemt at have med at gøre, er det enten patienten selv eller familien, der efter oplæring selv klarer injektionerne. Det kan også være hjemmesygeplejersken, der kommer og klare dette problem med regelmæssige intervaller.
Både selve canceren og den smertestillende medicin kan give kvalme, og der kan derfor være behov for kvalmedæmpende medicin. Enten som tabletter eller stikpiller. Visse former for nervemedicin, der ellers bruges til psykoser, kan have både en smertestillende virkning, og en virkning der retter sig mod den følelsesmæssige reaktion på sygdommen. Det kan derved blive lettere at bearbejde de kroniske smerter. Samtidig kommer der en vis afstandtagen til smerten. Ligesom for de antidepressive medikamenters vedkommende, der også virker smertestillende, er det som regel kun mindre doser, der skal til. Strålebehandling og alkoholblokader kan ligeledes have en smertestillende virkning, når det drejer sig om enten knoglemetastaser eller indvækst omkring nervebaner. Mentaltræning kan ligesom den øvrige medicin være med til at begrænse smerten midlertidigt. Og det er vist, at visualiseringøvelser kan være med til at stimulere immunforsvaret, der jo ellers er svækket ved cancer.
At være i terminalforløbet af en cancer vil sige, at sygdommen nu er inde i et forløb, hvor håbet for overlevelse er mere begrænset. Patienten bliver efterhånden afkræftet, og modstanden mod infektioner nedsættes. Men i denne tilstand har man stadigvæk brug for at leve trods lidelse og sorg. Hjemmeplejen kommer her ind i billedet. Det er nu muligt at få den sidste pleje i hjemmet, hvor familien har bedre mulighed for at være til stede og støtte, samtidig med at det foregår i de vante hjemlige rammer. Formålet er nu at lindre og støtte. Det er både den døende og familien, der har brug for omsorgen. Hjemmeplejen består af et tværfagligt team med sygehjælpere, sygeplejersker, socialrådgivere og læger. Uddannelse af disse skal tage sigte på bedst mulig symptomkontrol og kommunikation. Der kan være brug for en del medicin i denne sidste fase, og der kan søges om tilskud til denne terminale pleje, ligesom der kan bevilliges plejeorlov
49-årig mand havde gennem nogen tid haft ondt i maven. Almindelig behandling mod for meget mavesyre og mavekolik havde ikke rigtig nogen virkning. Blev derfor indlagt på sygehuset. De almindelige undersøgelser suppleret med ultralydsundersøgelser viste normale forhold. Han blev atter udskrevet, men fortsatte med at tabe i vægt. Efter nogle mdr. førte det atter til indlæggelse, men fornyede undersøgelser viste fortsat ingen forklaring på smerterne og vægttabet. Da der var gået 1 år, og symptomerne fortsatte, blev han opereret. Ved denne operation fandtes en cancer i bugspytkirtlen. Familien var vrede på lægerne over det langvarige forløb, men efterhånden som canceren fik mere og mere overhånd, accepterede de sygdommen, og patienten fik nogle oplevelser i eget hjem, hvor familiesammenholdet gav nylivsglæde - på trods af den dødelige cancer. |
Send e-mail med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted til dr.robert@dadlnet.dk
Sidste opdatering 06-01-2015
|
