|
|
|
|
Kroppen er opbygget af en blanding af passive og aktive væv. De passive væv er knogler, ledbånd, sener og muskelhinder. Disse strukturer understøtter og adskiller de aktive væv, der består af muskler, nerver og blodkar. Muskelhinder eller fascierne indpakker de forskellige væv, således at de enkelte strukturer kan bevæge sig i forhold til hinanden, uden at der opstår kaos. Musklerne er en del af de aktive væv, der sørger for bevægelser. Når musklerne arbejder, sørger fascierne for, at musklerne holdes fast til knoglerne. Derved udvider og trækker fascierne sig sammen.
En forudsætning for at kunne forstå principperne bag denne behandling er kendskab til bevægelsesforholdene i vævene. Alle væv besidder nogle elastiske egenskaber, der giver mulighed for ændringer af vævene. Der kan optræde en elastisk deformitet, hvor bevægelsesændringen er midlertidig, idet den oprindelige tilstand genindtræder. Dette i modsætning til den plastiske ændring, hvor vævsændringen er varig, som man ser det i arvæv og løse ledbånd.
Danske læger lærte første gang noget om denne muskelhinde-behandling eller release-teknik foråret 1989, hvor dens grundlægger, den amerikanske ortopædkirurg dr. Robert Ward, afholdt sit første kursus i DK.
De, der behandler efter disse principper, skal være gode til at skelne og adskille forskelle i de lag, der liggerunder huden. Trigger-punkterne kan mærkes med fingerspidserne, men forandringer gennem flere lag kan kun mærkes med hele håndfladen. Der kan registreres varmeforskelle mellem forskellige områder, ligesom der kan mærkes løse og stramme partier. Hænderne bliver ved denne undersøgelsesteknik et meget vigtigt instrument, der kan "se" de forskellige væv i dybden. Beskadiges nogle af de passive strukturer, bliver de løse, og samtidig spænder musklerne som en beskyttelsesforanstaltning. Det giver undertiden ligefrem anledning til en muskelkrampe, der igen udløser yderligere muskelspænding. Musklerne bliver korte og faste, samtidig svagere og asymmetriske. Almindeligvis arbejder musklerne på begge sider af et led for at øge stabiliteten. Når leddet bevæger sig, strammes den ene muskelgruppe for at bøje leddet, den modsatte muskelgruppe strammes også - men for at modvirke at leddet overreagerer. De modsatte muskler virker som en bremseforanstaltning. Ved en smertegivende tilstand opstår denne bremseforanstaltning som et led i den onde cirkel, og der dannes en barriere mod bevægelsen, som derved begrænses. Barrieren mod en bevægelse kan være denne smertebetingede reflektorisk bremseforanstaltning i musklen. Eller barrieren kan være anatomisk mod en bevægelse ved gigtforandringer eller knoglelidelser. Ved release-behandlingen, som kan anvendes overfor de fleste smertetilstande i bevægeapparatet, finder man de områder, der fungerer dårligt. Barrieren lokaliseres ved at bevæge vævene til det punkt, hvor der er modstand mod yderligere bevægeudslag. Herefter udsættes området for yderligere træk eller tryk i fiberretningen af f.eks. muskler. Når denne energi er maksimal vriders vævene fra hinanden. Efter 10-30 sekunder bevæger vævene sig derfor udover barrieren, og release eller forløsningen er opnået. Ved release teknikken aktiveres der nogle af sansereflekserne, og der sker så en ændring af de signaler, der sendes til muskler og sener. Aktiviteten nedsættes nemlig, og dette giver en vis afslapning. Behandlingen ledsages af øget vævsgennemblødning, der frigør energi, og der afgives varme til omgivelserne. Vævene blusser, og varmen frigør væske, så der bliver mere plads til fibrene i musklen.
Når release-teknikken udføres, kombineres behandlingen med vejrtrækningen. En dyb indånding efterfulgt af en langudånding forstærker den afslapning, der optræder. Og jo mere man puster ud og kommer af med det sidste luft, jo mere kommer man i bund med release-teknikken. Det forhold at udånding forstærker styrken, udnyttes også indenfor boksning, karate og taek-van-doo. Man hører hele tiden deres kampråb.
Den gode effekt skal følges op af øvelser, der yderligere stimulerer. Når topidrætsfolk foretager strækning udløser de nogle af de samme gunstige reflekser. Derfor er strækning så godt både før og efter sportspræstationer. Der bliver simpelthen bedre plads til, at musklerne kan blive blodfyldte under sportsudførelsen, og bagefter kan vævshævelsen hurtigere skrumpe ind. Mens nålebehandlingen sætter ind overfor trigger-punkter eller smertefulde områder, så arbejder releaseteknikken på at finde stramme og løse områder. Og ved behandlingen stimuleres der refleksbaner, der ikke blot udløser smertefrihed men også helbredelse.
Der findes muskler over alle områder i kroppen, og teknikken kan da også benyttes alle steder. Men da ryglidelser er de hyppigste, er det også ryggen, der oftest behandles. Med patienten på maven placeres begge hænder over lænden. Hele håndfladen rører huden, og begge tommelfingre er parallelle. Der udføres et svagt tryk mod underhuden. Så indånder patienten, og trykket forstærkes, uden at det på nogen måde bliver kraftigt. Samtidigt foretages de 2 håndflader en rotation mod hinanden, men stadigvæk med håndfladen i kontakt med den samme underliggende hud. Under udåndingen kommer releasen, og hændernes tryk får vævene til at nærme sig hinanden. Efter 2 - 3 dybe vejrtrækninger plejer vævene at give så meget efter, at der ses et tydeligt farveskift i huden. Der dannes varme og øget gennemblødning. Det er i princippet et vrid, man påfører vævene. På underarmen lægges hænderne cirkulært ovenfor og under hinanden. Der drejes så modsat, til man når en barriere, og under vejrtrækningen opstår afslapningen. Netop på underarmen svarer behandlingen til en blid form for "fransk brandnælde", som de fleste kender fra deres drengetid.
Desværre bliver fascierne ofte sæde for stramninger, der giver anledning til dannelse af trigger-punkter. Herfra kander så udløses smerter. Enten lokalt eller udstrålende. Disse stramninger kan komme fra en dårlig kropsholdning, hvor det både kan være fysiske, men også psykiske forhold, der giver ejendommelige holdningsproblemer.
58-årig kvinde havde efterhånden kun en gangdistance på 15 m, inden der kom lægsmerter. Efter nogle minutter kunne hun gå lidt igen. Der fandtes nogle meget ømme og spændte lægmuskler. Hun fik release-teknik kombineret med akupindtri i de værste trigger-punkter. Efter 3 behandlinger kunne hun gå til byen, en afstand på mere end 500 m. |
Send e-mail med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted til dr.robert@dadlnet.dk
Sidste opdatering 15-2-2020
|
